Vedtægter for Haderslev Motion.
- 1. Foreningens navn og hjemsted:
Foreningens navn er Haderslev Motion og dens hjemsted er i Haderslev.
- 2. Foreningens formål:
Foreningens formål er at give medlemmerne mulighed for at dyrke motion i positivt samvær med hinanden.
- 2 a. Årets Fighter indstilles skriftligt til udvalget 14 dage før generalforsamlingen. De indstillede bekendtgøres til generalforsamlingen med den begrundelse der er givet. De fremmødte på generalforsamlingen stemmer om hvem af de indstillede der skal være årets fighter. Vinderen er den der får flest stemmer. (besluttet d. 27/2 2017)
- 3. Medlemmer:
Som medlem af foreningen kan optages alle der aktivt vil arbejde for foreningens formål. Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når særlige forhold giver anledning hertil, vedkommende kan forlange udelukkelsen prøvet på førstkommende ordinære generalforsamling, hvor der fyldestgørende gives oplysning om årsagen til udelukkelsen. I den mellemliggende periode er vedkommende ikke medlem af foreningen.
- 4. Kontingent:
Til drift af foreningens formål betales et årligt kontingent. Kontingentets størrelse fastlægges på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen kan give kontingentfrihed i særlige tilfælde
- 5. Regnskab og revision:
Regnskabsåret er kalenderåret. Det reviderede regnskab skal godkendes på den ordinære generalforsamling.
Foreningens midler opbevares i det af bestyrelsen valgte pengeinstitut.
- 6. Generalforsamling:
Generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed, afholdes hvert år i februar måned. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmer. Email- udsendelse er OK. Dagsorden vedlægges indkaldelsen.
Forslag, der ønskes behandlet på mødet, skal være formanden/kontaktpersonen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.
- 7. Dagsorden:
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent
Valg af 2 stemmeoptællere
Bestyrelsens/udvalgets beretning
Regnskab for det forløbne år til godkendelse
Fastlæggelse af kontingentets størrelse
Behandling af indkomne forslag
Valg af bestyrelses/udvalgsmedlemmer
Valg af suppleant
Valg af 2 revisorer
Uddeling af pokaler, herunder årets fighter i HM
Eventuelt
- 8. Stemmeret og afstemning:
Stemmeret til generalforsamlingen har de fremmødte medlemmer, der har været medlem i mere end tre måneder. Medlemmer, der er i restance med kontingent, har ikke stemmeret.
Medlemmerne træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, undtagen i de tilfælde, hvor der til afstemningen foreligger forslag til vedtægtsændringer eller opløsning af foreningen.
Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages med 2/3 dels majoritet af de fremmødte medlemmer.
Forslag til opløsning eller ændring af foreningens formål kan kun vedtages på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling, jf. § 11.
Afstemningen sker ved håndsoprækning, men såfremt dirigenten eller et medlem forlanger det, skal afstemningen ske skriftligt.
- 8a. Der kan optages passivt medlemskab uden stemmeret.
- 9. Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller mindst 1/3 del af de stemmeberettigede medlemmer forlanger det. Anmodning om ekstraordinær generalforsamling skal ledsages af udførlig dagsorden. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter krav er fremkommet og indkaldes med samme varsel som den ordinære generalforsamling.
- 10. Bestyrelsen/ ledelse:
Foreningens daglige ledelse er et udvalg bestående af 3-4 medlemmer.
Udvalgsmedlemmer vælges for 2 år ad gangen og genvalg kan ske. I ulige kalenderår vælges et udvalgsmedlem og en kasserer. I lige kalenderår vælges to udvalgsmedlemmer, men kan begge poster ikke besættes, vælges kun et udvalgsmedlem. Der vælges hvert år 1 suppleant til bestyrelsen, som træder ind i tilfælde af, at et udvalgsmedlem forlader udvalget indenfor valgperioden. Ligeledes vælges der 2 revisorer hvert år. Udvalget fastlægger selv sin forretningsorden på sit første møde, der skal afholdes umiddelbart efter den ordinære generalforsamling og udpeger en kontaktperson for klubben. For at være valgbar skal den foreslåede person være til stede, eller der skal foreligge en skriftlig erklæring fra den foreslåede, hvori denne tilkendegiver at være villig til at modtage valg. Udvalget er ansvarlig overfor generalforsamlingen. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er kontaktpersonens stemme afgørende. Udvalgsmøder afholdes så ofte kontaktpersonen eller 2 udvalgsmedlemmer finder det nødvendigt og indkaldes med mindst 7 dages varsel.
- 11. Klubben giver mulighed for, at der kan oprettes forskellige motionsaktiviteter. Det kunne være cykling, spinning, svømning etc. Ved sådanne aktiviteter er det ikke nødvendigvis udvalget, som skal være tovholder, men den eller de personer som ønsker de pågældende aktiviteter, der skal stå som tovholder(e) og som så har reference til udvalget for Haderslev Motion.
- 12. Såfremt udvalget beslutter at yde tilskud til aktiviteterne, skal deltagerne være medlem af Haderslev Motion.
- 13. Opløsning / ændring af formålsparagraf:
Forslag til opløsning eller ændring af foreningens formål kan kun vedtages på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling. 2/3 del af medlemmerne skal være repræsenteret og mindst 5/6 del af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer skal stemme for forslaget. Såfremt der ikke er repræsenteret et tilstrækkeligt antal medlemmer, indkaldes til en ny generalforsamling, der kan træffe beslutning med kvalificeret flertal uden hensyn til de fremmødes antal. I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens formue / overskud DGI Sønderjylland.